Kan man holde for mange fødselsdage?

Milla, eller som den fantastiske men nu afdøde og smule døve Oldemor kaldte hende Milan, har overstået tre dages festligheder. Først torsdag med gaver, sang og fejring af den allernærmeste familie, fredag blev hun fejret af klassen og lørdag kom storfamilien til mad og håndbold. Nu mangler vi kun "vejfødselsdagen", en super hyggelig tradition med aftensmad for naboerne på vejen. Så hvad synes du?

Milla har gennem de sidste tre år pint og plaget hendes forældre om en trampolin. Desværre havde lillebroren afsløret gavens indhold og den store didaktiker/pædagog sagde efterfølgende. "Nåh, hvis du kender gaven, finder vi en anden gave. Nu har DU ødelagt overraskelsen!" Datteren kastede sig tudende ind på væreslet og kastede adskillige forbandelser over faren. (mangler I gode råd omkring opdragelse, så tøv ikke, ring omgående til en anden) Stor var overraskelsen derfor, da hun så trampolinen torsdag morgen. Dagen blev afsluttet i Skødstruphallen til forældrehygge og aftensmad.

Fredag havde Milla inviteret pigerne fra klassen til Masterchef på Hornslet skole. Pigerne skulle selv lave maden, mens jeg nok engang skældte ud...på den Masterchef-agtige måde. Maden blev faktisk rigtig god og gruppe to løb med trofæet (tre bageforme)

Lørdag blev tilbragt i familiens hyggelige selskab med onkler, tanter,fætre, kusiner og bedstemødre i alle orienteringer. Superhyggeligt og en fantastisk afslutning med Mikkel Hansens sene "vinder" Jeg tror desværre at vi (Haslunderne) snakker/kommenterer alt for meget under selve seancen. Schølerne var vist vant til mere rolige og kontrollerede ytringer. De så lidt forskrækkede ud!

Selvom festlighederne kræver mange timers forberedelse, så må konklusionen være, at vi ikke kan undvære Jeres fantastiske selskab og samvær. Så I bliver inviteret igen næste år, til en runde mere.